Det har i flere år i USA været populært at bruge tegn til hørende babyer. Her har man set, at tegn giver babyer helt ned i 8-10 måneder s alderen mulighed for at etablere en mere sikker kommunikation mellem dem og deres forældre eller andre omsorgspersoner f.eks. pædagoger i daginstitutionen, end talesprog giver mulighed for. Man udnytter det faktum, at motorikken i hænderne på det tidspunkt er bedre udviklet end den i artikulationsorganerne. Tidlig kommunikation betyder færre frustrationer og misforståelser. Flere og flere forældre og pædagoger i Danmark er nu også blevet opmærksomme på de muligheder, det giver at bruge tegn til helt små hørende børn. Børn, der bruger babytegn, vil typisk bruge dem fra de er 8- 10 måneder gamle og indtil talesproget er så udviklet, at de ikke har brug for tegnene længere til at sikre en god kommunikation med deres omgivelser. De lægger tegnene fra sig lidt efter lidt, når de ikke længere har brug for dem.
Formålet med at bruge tegn fra dansk tegnsprog er dels at sikre, at alle, der ønsker at bruge babytegn, bruger de samme tegn, og dels at udnytte, at man kan trække på alle tegnene fra dansk tegnsprog. Det, at alle bruger de samme tegn, er en klar fordel, hvis f.eks. barnet flytter til en ny daginstitution, eller personalet gør, så kan kommunikationen med babytegn uproblematisk fortsætte. Dansk tegnsprog indeholder naturligvis langt flere tegn, end man på nogen måde vil få brug for i sin snak med en baby. Men har ens barn eller har man selv særlige emner, man er interesseret i at kunne tale om, kan man i forbindelse med deltagelse i et kursus i babytegn altid få fyldt ekstra tegn på ud over dem, man sædvanligvis bliver undervist i.