Klik for at søge
 Print venlig version

 Center for Tegnsprog og Tegnstøttet Kommunikation -KC

Center for Tegnsprog og Tegnstøttet Kommunikation - i daglig tale KC - blev oprettet i 1973 på grundlag af en arv fra den dansk-amerikanske oliemillionær Alfred Jakobsen. Centret hed dengang "Døves Center for Total Kommunikation" og var indtil 1997 en privat selvejende institution uden offentlige driftstilskud. De først ansatte var Britta Hansen og fra februar 1974 Ole Munk Plum (daværende formand for Danske Døves Landsforbund) efter det princip, der dengang var helt nyt, at døve og hørende skulle deltage på lige fod i arbejdet med tegnsprogsforskning og -undervisning.

Punktnedslag i centrets historie
1973
Danske Døves Landsforbund køber som det allerførste to ugekurser for fungerende tolke. Undervisningen foregår på Institutionen for Døve, fordi KC ingen undervisningslokaler har.

1974
KC holder Danmarks første ugekurser i tegnsprog for døvelærere og forældre. Gennem alle årene udvikles og øges disse kurser, og de bliver snart det vigtigste indtægtsgrundlag. Kunderne er Undervisningsministeriet, Socialministeriet, amter, kommuner, interesseorganisationer, døveskoler og døveinstitutioner. Fra starten er der tætte samarbejdsrelationer til Danske Døves Landsforbund og Forældreforeningen Bonaventura.
Nordisk forskningssamarbejde tager sin begyndelse og fører i de følgende 10 år til et tæt netværk mellem KC, universiteter, uddannelsesinstitutioner, enkeltpersoner i Norden, USA, England, Italien, Belgien, Holland og Tyskland m.v.
KC udgiver de første vejledninger for tegnsprogsundervisere.
De første tolke fastansættes på KC.

1975
KC holder de første tegn til tale kurser i samarbejde med lærere fra åndssvageforsorgen og døvekonsulent Hans Kristiansen. Samme år udgives det første videobånd med fortællinger for børn på tegnsprog.

1976
Den epokegørende forskningsrapport om døve børns tegnsprog udgives i et frugtbart samarbejde med døvelærer Ruth Kjær Sørensen. Det første kursus for døve tegnsprogsundervisere løber af stabelen. Britta Hansen holder det første internationale foredrag om tegnsprog i England. Siden har KC's medarbejdere holdt mere end 200 foredrag over hele verden ved konferencer og forskningssymposier.

1977
Døve holder Verdenskongres i København - og KC forestår udstillingen "Døv i Danmark" på Københavns Rådhus, som ikke mindst i pressen sætter markant fokus på døves situation i samfundet.

1978
På forældreopfordring laver KC de første tegnsprogskurser for døve børn, som er enkeltintegrerede i folkeskolen.

1979
Landsforbundet udgiver i tæt samarbejde med KC "Dansk-Tegn Ordbog" - den dengang mest omfattende tegnordbog i verden. Første kursus for døvblevne og svært tunghøre med behov for tegnstøttet kommunikation. 

1980-84
Behovet for tegnsprogstolke eksploderer, og på landsforbundets foranledning gennemfører KC kurser for erfarne tolke med efterfølgende eksamen. Samtidig arbejder KC med planer om rekruttering af nye tolke, og Danske Døves Landsforbund søger Undervisningsministeriet om en offentlig, videregående, tre-årig tegnsprogstolkeuddannelse.

1981
KC udgiver sin forskningsrapport nr. 2 om tegnsprogsgrammatik, baseret på grammatikken i voksne døves tegnsprog i samarbejde med cand. mag. Elisabeth Engberg-Pedersen. Viden om tegnsprog øges via undervisning og udvikling af undervisningsmaterialer. Særlige tegnordbøger og undervisningsvejledninger produceres.

1983
På opfordring af døvekonsulenterne laver KC de første familiekurser for døve forældre med hørende børn. Familieundervisningen breder sig snart til hørende familier og andre familier med særligt undervisnings- og vejledningsbehov.

1986
Undervisningsministeriet bevilger som forsøg en to-årig tegnsprogstolkeuddannelse på linie med andre offentlige videreuddannelsestilbud. Første år er en grunduddannelse i tegnsprog på 1100 lektioner - og den første af sin art i verden. Andet år er tolkeuddannelsen, som administrativt lægges under Handelshøjskolen, men udføres af KC. Døvelærer Asger Bergmann, der også er formand for Danske Døves Landsforbund, bliver leder af uddannelses første år, mens tegnsprogstolk Pernille Bott bliver leder af uddannelsens andet år. Asger Bergmann bliver senere souschef på KC.

1987
For Unesco udgiver KC en basal vejledning i undervisning af døve børn og unge på engelsk (oversat til fransk, spansk, kinesisk og arabisk).

1988
KC anmodes om at undervise en døv flygtning fra Palæstina - det bliver startskuddet til skolen for fremmedsprogede døve, VU-KC. Samme år udvikles modulopbygget tegnsprogsundervisning for forældre - det første forsøg på at lave en forældreskole.

1990
KC tilrettelægger det første forsøg med en egentlig grunduddannelse i tegnsprog for døvelærere for Danmarks Lærerhøjskole i Haderslev, og KC indgår i Undervisningsministeriets udvalg vedr. tegnsprog som fag i folkeskolen.

1990-96
I takt med flere og flere uddannelses-, undervisnings- og kursusaktiviteter udvides KC med lokaler i det gamle blindeinstitut over for døveskolen.

1991
KC udgiver "Lærebog i Tegnsprogs Grammatik" af Elisabeth Engberg-Pedersen, som i 1994 forsvarer sin doktordisputats i tegnsprog.  

1993
Horizon, 1-årig EU-betalt tegnsprogsuddannelse for døve (også gennemført i 1996 og 1998).

1995
To udviklingsprojekter starter
Taktil tegnsprogskommunikation for døvblindblevne og tegnstøttet kommunikation for døvblevne, hørehæmmede og deres pårørende.

1996
Tegnsprogstolkeuddannelsen får faglig topkarakter ved Undervisningsministeriets evaluering, men vurderes som for kort, så den udvides fra to til tre et halvt år, og hele undervisningen flyttes fra Handelshøjskolen til KC, der godkendes som videregående uddannelsesinstitution. KC åbner sin nye undervisningsafdeling i Århus, og tolkeuddannelsen etableres også her.

1997
KC, København, bliver for første gang samlet et sted i det gamle blindeinstitut. Samtidig ændres navnet til Center for Tegnsprog og Tegnstøttet Kommunikation - KC

1998
KC fortsætter en række undervisnings- og konsulentopgaver via EU og samarbejder med Danske Døves Landsforbund om et Danida-støttet tegnsprogsprojekt i fire afrikanske lande. Men også andre lande har bud efter KC's ekspertise, f.eks. Australien.

1999
KC indgår i Dansk Bibelselskabs projekt vedr. oversættelse af biblen til tegnsprog. Undervisningsministeriet godkender en udvidelse af antallet af studerende på tolkeuddannelsen.

Århus-afdelingen indgår aftale for Lingvistik ved Århus Universitet, om at 4 af deres studerende kan tage 1. semester på KC’s basisår som propædeutisk fag.

Udviklingsarbejde starter i samarbejde med Danske Døves Landsforbund med henblik på at lave en forskningsbaseret database over dansk tegnsprog ”Ordbog over dansk tegnsprog”.

2000
Undervisningsmateriale (bog og video) i tegnstøttet kommunikation ”Godt i gang” udgives som fortsættelse af begyndermaterialet ”Godt begyndt”.

På opfordring af Udenrigsministeriet etableres et to-årigt projekt i Litauen ”Tosproget Døveundervisning”.

2001
642 kursister deltager i KC’s åbne tegnsprogskurser. 142 bedsteforældre deltager i kurser for bedsteforældre. 31 familier modtager skræddersyet familieundervisning og Voksenundervisning for døve – VU-KC – har 15 kursister i fortløbende daglig undervisning.

3-årigt Information og Kommunikationsteknologisk projekt i samarbejde med Reva Nord, Århus Amt, Castberggård og Center for Døve. Formålet er at udvikle billedtelefonservice og fjernundervisning.

I samarbejde med Københavns Universitet afholdes internationalt børnesprogsseminar om forskning i døve børns sprog og udvikling.

2003
Danske Døves Landsforbund får 9,5 mio. i tilskud fra Socialministeriet og Beskæftigelses-ministeriet til 5 års forsknings- og udviklingsarbejde med det formål at opbygge en elektronisk tegndatabase over dansk tegnsprog. Projektet udføres af og på KC.

KC fortsætter med konsulent- og udviklingsarbejde i Litauen, Grækenland og Østafrika.

Kursusvirksomheden ændres efter forældreønske, således at man kan vælge, om man ønsker undervisning i tegnsprog eller i tegnstøttet kommunikation.

2004
Artikelsamlingen ”Tab hørelsen – et skred i livet” skrevet af en række døvblevne og pårørende til døvblevne udgives. Også undervisningsbogen ”Tegn kan også tale” beregnet til undervisning af døvblindblevne udgives. Desuden udgives produktioner på cd og dvd til undervisning af hhv. hørende kollegaer til døve og forældre til døve børn.

2005
Centrets mangeårige leder, Britta Hansen, trækker sig tilbage, og som ny leder ansættes jurist Nina Palle.

2006
Center søger og får bevilget satspuljemidler til gennemførelse af 3-årige udviklingsprojekter inden for områderne døvblevnes kommunikation samt døvblindblevnes kommunikation, samt til udvikling af og opbygning af kommunikationsværksted for CI-implanterede børn og deres forældre og til fastholdelse af undervisningstilbud i tegnsprog.

2007
Med virkning fra 1. januar 2007 indtræder KC som partner i et center for videregående uddannelser: CVU Storkøbenhavn, i daglig tale CVU-Stork.

2008
Med virkning fra 1. januar 2008 indgår KC i Professionshøjskolen København.

København: Titangade 11| DK-2200 København N | Telefon: +454189 9000| e-mail: tegnsprog-kbh@ucc.dk
Århus: Engtoften 5-7 | DK-8260 Viby J | Telefon: +454189 9001| e-mail: tegnsprog-aarhus@ucc.dk
Webdesign: www.cmsdanmark.dk